Viden og materialer til unge med og efter kræft
Her finder du materialer, der kan være hjælpsomme, når du som ung får kræft. Du kan læse om den kommende håndbog til unge kræftpatienter og den kommende velkomstpakke til dig, der lige har fået din diagnose. Du finder også en tjekliste til dine lægesamtaler.
Håndbog til unge kræftpatienter
I håndbogen ”Kræft – og alt det, der følger med” kan du læse om alt fra behandling og bivirkninger over arbejde og økonomi til sex og fertilitet.
Den bygger først og fremmest på erfaringer fra andre unge med kræft, og den kan både læses, lige når du har fået diagnosen, og undervejs og efter behandlingen.
Velkomstpakker til nydiagnosticerede
Unge berørt af kræft skal vide, at de ikke er alene!
Derfor uddeler Ung Kræft i samarbejde med sundhedsprofessionelle muleposer til nyadignsticerede unge på landets hospitaler.
Vi kalder det en ”velkomstpakke”, og muleposen indeholder blandt andet vores nye håndbog til unge kræftpatienter samt en håndbog til deres unge pårørende.
Hvis du er ung med kræft og (endnu) ikke er blevet tilbudt en velkomstpakke, kan du spørge efter én på din afdeling eller skrive til ungkraeft@cancer.dk.
Er du sundhedsprofessionel og har brug for at få tilsendt velkomstpakker til afdelingens unge, bedes du ligeledes skrive til ungkraeft@cancer.dk (oplys antal velkomstpakker og adresse).
Tjekliste til lægesamtalen
Denne tjekliste er lavet som en hjælp til, hvilke spørgsmål, der kan være gode at stille din læge ved andet eller tredje besøg. Overvej, hvilke af spørgsmålene, der er relevante for dig - og stil kun de spørgsmål, du er klar til at få svar på.
Vil du støtte Ung Kræfts arbejde for, at ingen unge berørt af kræft skal stå alene?
Når du køber 'Du er ikke alene'-muleposen, støtter du Ung Kræft. Overskuddet fra salget går til Ung Kræfts arbejde for unge kræftpatienter og deres unge pårørende og efterlevende.